Samuil Yakovlevich Marshak (1887 - 1964) var grundlæggeren af sovjetisk børnelitteratur. Han var i stand til ikke at appellere til unge læsere med eventyrens endeløse magi (skønt hans eventyr er fremragende) og ikke glide ind i dyb moralisering "Måneden ser bag grenene - måneden elsker smarte børn") og ikke at skifte til forenklet børns sprog. Hans værker for børn er enkle, forståelige og bærer samtidig altid dybe uddannelsesmæssige, endog ideologiske motiver. Og på samme tid er Marshaks sprog, blottet for ekstern pretensiøsitet, meget udtryksfuldt. Dette gjorde det muligt for animatorerne let at tilpasse det meste af Samuil Yakovlevichs arbejde for børn.
Marshak blev ikke kun berømt for børns værker. Fra under hans pen kom mesterværkerne fra den russiske oversættelseskole. S. Ya. Marshak var især succesrig med at oversætte fra engelsk. Nogle gange var han i stand til at fange rytmer og motiver i Shakespeares eller Kiplings digte, der er meget vanskelige at finde, når han læser klassikernes værker i originalen. Mange af Marshaks oversættelser fra engelsk betragtes som klassikere. Forfatteren oversatte også Mao Zedongs digte fra flere folkeslag i Sovjetunionens sprog og endda fra kinesisk.
Forfatteren havde bemærkelsesværdige organisatoriske færdigheder. Han skabte mange, som de ville sige nu, “startups”. Under første verdenskrig hjalp Samuel børnehjem. I Krasnodar oprettede Marshak et teater for børn, hvis genre lige var ved at opstå i Rusland. I Petrograd kørte han et meget populært studie af børns forfattere. Marshak organiserede magasinet "Sparrow", fra hvis kollektiv i transit gennem bladet "New Robinson" blev født i Leningrad. Og senere formåede han at kombinere litterært arbejde med organisatorisk arbejde og hjalp også mange unge kolleger.
1. En af Samuil Marshaks vigtigste biografer, Matvey Geyser, skrev digte i barndommen, som alle hans skolekammerater kunne lide. Klassekammerater indsamlede endda en samling på tre dusin digte fra pigers album og skolevægsaviser og sendte den til "Pionerskaya Pravda". Derfra kom et svar med et ønske om at læse mere Pushkin, Lermontov osv. De rasende klassekammerater sendte de samme digte til Marshak. Forfatteren returnerede også hele samlingen og undersøgte i detaljer manglerne i et af versene. Efter en sådan autoritativ afvisning stoppede Glazer med at skrive poesi. Efter mange år var han heldig at besøge Samuil Yakovlevich som gæst. Forestil dig hans overraskelse, da Marshak ikke kun huskede drengeagtig poesi, men også læste et af Matthews digte udenad. Leonid Panteleev kaldte Marshaks hukommelse for "trolddom" - han kunne huske selv Velimir Khlebnikovs digte fra første læsning højt.
Matvey Geyser med sin egen bog om Marshak
2. Forfatterens far, Yakov Mironovich var en dygtig, men meget egensindig person. Ejerne af sæbefabrikker og oliemøller kørte for at invitere ham til at klare sig, men han kunne ikke blive et sted længe. Yakov Marshak ønskede ikke at tjene, men at eje en virksomhed for at realisere sine opfindsomme ideer, og han havde ikke penge til at købe en fabrik eller et anlæg. Derfor blev den ældste Marshak sjældent et sted i mere end et år, og familien måtte konstant flytte.
Samuil Marshaks forældre
3. Marshaks bror Ilya var meget nysgerrig fra barndommen, hvilket senere tillod ham at blive en talentfuld forfatter. Det blev udgivet under pseudonymet M. Ilyin og skrev populærvidenskabelige bøger til børn. Før den store patriotiske krig arbejdede mange forfattere i denne genre, og staten opmuntrede dem - Sovjetunionen havde brug for teknisk kyndige borgere. Over tid blev strømmen af børns populærvidenskabelige bøger udtyndet, og nu forbliver klassikeren af genren M. Perelman i mindet om den ældre generation, men han udviklede ikke populærvidenskabelig litteratur alene. Og M. Ilyins pen tilhører bøger som "Hundredtusind hvorfor" og "Historier om ting".
M. Ilyin
4. Den første til at værdsætte Marshaks talent var den berømte kritiker Vladimir Stasov. Han roste ikke kun drengen, men placerede ham også i den prestigefyldte III St. Petersburg-gymnasium. Det var i dette gymnasium, at Marshak modtog fremragende grundlæggende sprogkundskaber, som gjorde det muligt for ham at blive en fremragende oversætter. De daværende russiske oversættere lavede oversættelser fra engelsk klodset og tungebundet. Dette vedrørte prosa - oversættelser af poesi var generelt ubrugelige. Selv med navnene på tegnene var det en reel katastrofe. "Sherlock Holmes" og "Dr. Watson", hvis navne vi fik fra disse oversættere, skulle henholdsvis være "Homes" og "Watson". I begyndelsen af det tyvende århundrede var der sådanne varianter af detektivens navn som "Holmes" og endda "Holmz". Og navnet "Paul" blev båret af engelske litterære helte ved navn "Paul" tilbage i 1990'erne. Kunstens magiske magt ... Marshak kendte engelsk ikke som et sæt ord, men som et integreret fænomen og i forskellige historiske sammenhænge.
Vladimir Stasov. Over tid blev Marshak ikke dårligere mentor end kritikeren, der gav ham en billet til litteratur
5. Stasov introducerede Marshak in absentia for Leo Tolstoy - han viste de store skribent fotografier af den unge menighed og flere af hans digte. Tolstoj roste digtene godt, men tilføjede, at han ikke troede på "disse nørder". Da Stasov fortalte Samuel om mødet, blev den unge mand meget fornærmet af Tolstoj.
6. Maxim Gorky var en betydelig person i Marshaks skæbne. Efter at have mødt den daværende unge Marshak i Stasovs, priste Gorky drengens digte. Og da han fik at vide, at han havde svage lunger, arrangerede Gorky bogstaveligt talt om få dage, at Samuel blev overført til Yalta gymnasium og forsynet ham med indkvartering med sin familie.
Marshak og Maxim Gorky
7. Indtil 1920 var Marshak, omend en ung, men en "seriøs" digter og forfatter. Han rejste til Palæstina, studerede i England og skrev god sentimental og lyrisk poesi overalt. Marshak begyndte kun at skrive for børn, mens han arbejdede i et børneteater i Krasnodar - teatret manglede simpelthen dramatisk materiale.
8. Turen til Palæstina og de digte, der blev skrevet på det tidspunkt, gav anledning til den post-sovjetiske periode for at erklære Marshak en zionist og en skjult antistalinist. Ifølge visse kredse af intelligentsia skrev Marshak sine værker, var ansvarlig for magasiner, arbejdede i forlag, studerede unge forfattere og skrev om natten anti-stalinistiske digte under sin pude. Desuden blev denne zionist forklædt så dygtigt, at Stalin endda strygede sit navn fra henrettelseslisterne. Hvad der er typisk for denne type forfattere - en side efter udnyttelsen af Marshak, beskriver de den allmægtige Cheka - NKVD - MGB - KGB. Uden viden om denne struktur, som det er kendt, i Sovjetunionen, kunne ingen engang stikke en nål i et avisfoto af en af de sovjetiske ledere med straffrihed - sådanne handlinger blev straks erklæret terrorisme og strafbare i henhold til artikel 58. Marshak modtog Stalin-priser på det tidspunkt.
9. Da Alexei Tolstoy viste Marshak sine skitser til oversættelsen af Carlo Goldonis eventyr "Pinocchio", foreslog Samuil Yakovlevich straks, at han skrev sit eget værk ved hjælp af Goldonis plotlinje for ikke at følge den italienske original. Tolstoj var enig i forslaget, og "Buratinos eventyr" blev født. Alt taler om, at Tolstoj stjal et eventyr fra en italiensk, har intet grundlag.
10. Mikhail Zoshchenko, der kom ind i en kreativ og hverdagskrise, rådede Marshak til at skrive for børn. Senere indrømmede Zoshchenko, at efter at have arbejdet for børn, blev han bedre til at skrive for voksne. Listen over forfattere og digtere, som Samuil Yakovlevich hjalp i deres arbejde, inkluderer også Olga Berggolts, Leonid Panteleev og Grigory Belykh, Evgeny Charushin, Boris Zhitkov og Evgeny Schwartz.
11. Engang lånte Alexander Tvardovsky en bil fra Marshak - hans egen brød sammen. Da han ankom til garagen, så Tvardovsky en chauffør, han kendte godt, næsten grædende over et tykt volumen. Digteren spurgte Afanasy - det var chaufførens navn, en midaldrende mand - hvad der var der. Han sagde: de passerede ved Kursk jernbanestation, og Marshak huskede, at det var der, Anna Karenina passerede inden hendes død. Samuel Yakovlevich spurgte, om Afanasy huskede, hvor levende Karenina så alt. Chaufføren havde uforsigtighed til at informere Marshak om, at han aldrig havde kørt nogen Karenins. Den vrede Marshak gav ham et bind af Anna Karenina og sagde, at indtil Afanasy læser romanen, ville han ikke bruge dens tjenester. Og chaufførernes løn blev betalt enten for kilometertal eller for den tid på turen, det vil sige at sidde i garagen, Afanasy tjente meget lidt.
12. Marshaks digte blev opnået meget hurtigt, men på samme tid var de af høj kvalitet, og på et kvatrain kunne han bruge ti ark papir. Men selv med de ændringer, der blev taget i betragtning, var hastigheden i at skrive poesi fantastisk. Under den store patriotiske krig samarbejdede Marshak med Kukryniksy (tegnere M. Kupriyanov, P. Krylov og N.Sokolov). Den oprindelige idé var, at de tre kunstnere skriver tegnefilm, og Marshak kommer med poetiske underskrifter til dem. Men efter et par dage ændrede arbejdets princip sig: Marshak lykkedes efter at have lyttet til rapporten fra Sovinformburo at komponere et digt, godkende det i de relevante myndigheder og bringe eller overføre det til kunstnere, der ikke engang havde en idé til en karikatur. Marshaks linjer "Til en fighter er makhorka dyrt, røg og ryger fjenden" blev trykt på millioner af pakker med rygtobak. For deres arbejde i krigsårene blev både Kukryniksy og Marshak optaget på listen over Hitlers personlige fjender.
Fuhrers personlige fjender
13. Marshak havde et meget vanskeligt forhold til Korney Chukovsky. Indtil videre kom det ikke til at åbne træfninger, men forfatterne gik ikke glip af muligheden for at give slip på hånet over for deres kolleger. Marshak kunne f.eks. Lide at spotte det faktum, at Chukovsky, efter at have lært engelsk fra en selvinstruktionsmanual med afsnittet "Udtale" revet ud, skamløst forvrængede engelske ord. Et alvorligt hul i halvandet årti kom, da de i Detgiz i 1943 nægtede at udgive Chukovskys bog "We Defeat Barmaley". Marshak, der tidligere havde hjulpet Chukovsky med at udgive, kritiserede denne gang nådesløst arbejdet. Chukovsky indrømmede, at hans digte var svage, men han stødte og kaldte Marshak en listig og hykler.
14. Forfatteren af adskillige værker til børn havde en barnlig karakter. Han kunne virkelig ikke lide at gå i seng til tiden, og han hadede at afbryde undervisningen til frokost efter planen. I årenes løb blev det nødvendigt at spise i henhold til tidsplanen - sygdomme følte sig. Marshak hyrede en husholderske med en meget streng karakter. Rozalia Ivanovna rullede bordet ind i lokalet på den fastsatte tid uden at være opmærksom på, hvad Samuil Yakovlevich lavede eller talte med. Han kaldte hende "kejserinde" eller "administration".
15. Samuil Marshak, mens han stadig var i Palæstina, giftede sig med Sophia Milvidskaya. Ægtefællerne supplerede hinanden godt, og ægteskabet kunne kaldes lykkeligt, hvis ikke for børnenes skæbne. Nathaniels første datter, lidt over et år gammel, døde af forbrændinger efter at have slået en kogende samovar over. En anden søn, Yakov, døde af tuberkulose i 1946. Derefter blev Marshaks kone alvorligt syg og døde i 1053. Af de tre børn overlevede kun en søn, Immanuel, som blev fysiker.
16. fra 1959 til 1961 arbejdede den nuværende berømte russiske journalist Vladimir Pozner, der lige var uddannet fra universitetet, som Marshaks sekretær. Pozners samarbejde med Marshak sluttede i en skandale - Posner forsøgte at smide sine oversættelser fra engelsk ind i redaktionskontoret for magasinet Novy Mir og blande dem med Marshaks oversættelser. Forfatteren sparkede straks den listige ungdom ud. Mange år senere præsenterede Posner den ubehagelige hændelse som et forsøg på at spille en sjov på redaktionen.
17. I antal ser Samuil Marshaks kreative arv sådan ud: 3.000 af hans egne værker, 1.500 oversættelsesværker, publikationer på 75 fremmedsprog. På russisk var den maksimale oplag i Marshaks bog 1,35 millioner eksemplarer, mens den samlede oplag af forfatterens udgivne værker anslås til 135 millioner eksemplarer.
18. Samuil Marshak blev tildelt to ordrer fra Lenin, ordenen for den røde arbejdsbanner og ordenen for den patriotiske krig, 1. grad. Han var vinder af 4 Stalin- og Lenin-priser. I alle større byer, hvor forfatteren boede, er der installeret mindeplader, og i Voronezh er der et monument over S. Marshak. Et andet monument er planlagt til at blive installeret på Lyalina-pladsen i Moskva. Arbatsko-Pokrovskaya-linjen i Moskva-metroen kører tematoget "My Marshak".
19. Efter Samuel Marshaks død skrev Sergei Mikhalkov, der betragtede møder med ham som afgørende for sit arbejde, at kaptajnsbroen til sovjetisk børnelitteraturskib var tom. I løbet af sin levetid kaldte Mikhalkov Samuil Yakovlevich for "Sovjetunionens Marshak".
20. Immanuel Marshak sorterede de ejendele og dokumenter, som hans far havde efterladt, opdagede mange optagelser på et amatørfilmkamera. Da han så igennem dem, blev han overrasket: hvor som helst hans far var på et offentligt sted, blev han straks omgivet af børn. Okay, i Sovjetunionen - Samuil Yakovlevichs berømmelse var landsdækkende. Men det samme billede - her går Marshak alene, men han er allerede dækket af børn - kom på film i London og i Oxford og i Skotland nær villaen til Robert Burns.
